Regnar Nielsen fra Beboerbladet fortalte i det første nummer i 2002 levende om sit besøg hos A. Jørgensen, AKB Borgbjergvej nr. 1, tredje sal til venstre:

"Kom indenfor."
Manden med det karakteristiske skæg byder Beboerbladets udsendte indenfor i en uimodståelig hyggelig lejlighed. Lyse farver fra vægge og den store rispapirlampe danner ramme om smagfulde men beskedne møbler, bøger og interessante ting, der for de flestes vedkommende ikke står i ét hjem ud af hundrede – ting der indikerer, at Anker har været meget ude at rejse.
– Jah! Her har jeg boet i mange år. Ingrid og jeg har faktisk boet i Sydhavnen siden 1949, siger Anker med et smil.
– Jeg synes det er et dejligt kvarter, som har alt det, et bykvarter skal have. Navnlig bor her mange slags mennesker. Nogen kan godt kigge lidt skævt til dem, der står på hjørnet og drikker en bajer. Men de skal også være her. De fleste er søde, og jeg snakker gerne med dem, siger Anker Jørgensen.
– Det er vigtigt, at man kender det sted, hvor man bor, at man føler sig hjemme, fortsætter han.
– Om jeg nogensinde har overvejet at flytte ? ... Der trækkes på skuldrene.
– Jeg spurgte engang Ingrid, om ikke vi skulle købe os et lille hus. Vi havde jo fire børn, og her var da lidt trangt. Men det ville hun ikke. Hun ville også bo i lejlighed. Vi var jo travlt optaget. Og det er nemt at bo til leje. Boligorganisationen passer jo det hele, forklarer Anker.

Michael, bosiddende på Amager, fortæller på sin hjemmeside Langt Fra Alfarvej om et tilfældigt møde med Anker Jørgensen i september 2004:

"Tirsdag, september 14, 2004
I dag har jeg siddet ved siden af ingen ringere end den tidligere statsminister Anker Jørgensen. Faktisk var det ham der satte sig ved siden af mig i S-toget på vej mod Københavns Hovedbanegård. Jeg blev først lidt paf, "Det her er sgu en af de helt store kanoner", tænkte jeg. "Den sidste politiker af sin slags, en af dem der aldrig fik en højere universitetseksamen og alligevel nåede helt derop hvor man ikke kan nå længere". Jeg fik gudskelov taget mod til mig og fik sagt "Dav Anker" til ham. Han hilste venligt tilbage, og så sludrede vi løst og fast om politik i de 10 minutter det tog inden toget holdt ved spor 9. Vi fulgtes ud af toget og ønskede hinanden en fortsat god dag. Jeg kiggede efter ham da han gik hen af perronen. Han så gammel ud, gik med stok og havde bøjet ryg. Sådan virkede han ellers ikke på mig inde i kupeen. Der havde hans øjne lyst og hans stemme glødet da vi talte om krigen i Irak og den borgerlige regerings snævre flertal for at gå med i den. En masse unge mennesker kom løbende tæt forbi og var næsten lige ved at vælte ham. Jeg tror faktisk ikke de anede hvem han var. "Hold ud, du gamle" tænkte jeg, vendte mig om og gik i den modsatte retning."

På hjemmesiden Kryddernellikens Ind-, Ud-, og Sammenfald hedder det i et indlæg dateret den 15. august 2006 om den tidligere statsminister:

"Ind i mellem er der en medpassager på min faste busrute. En venlig ældre herre der trisser ind og sætter sig, og taler med dè, der ind i mellem kontakter ham. For det er der nogen, der gør. Af dem over en vis alder. Han var nemlig statsminister engang.

Jeg bliver i godt humør når jeg ser ham. Han minder mig om en tid, der godt og vel har nået at få nostalgiens patina.

Men mest af alt så minder han mig om, at nogle politikere ikke giver sig ud for at være andet end hvad de er. På godt og ondt ..

Anker Jørgensen bestred stillingen som statsminister som Anker Jørgensen.

Jeg tror ikke man kan sige det samme om hverken Schlüter, Nyrup eller Fogh-Rasmussen.

Og jeg ville blive endog meget forbavset over at møde dem i bussen."

© 2007-09 Copyright Louis Bülow All Rights Reserved

Forside    |    Kontakt