Anker Jørgensen var een af hovedtalerne ved mindehøjtideligheden på Københavns Rådhus den 27. januar 2005 i anledning af 60-året for befrielsen af nazisternes dødslejr Auschwitz. Den officielle folkedrabsdag blev markeret overalt i Europa, og i sin tale slog Anker fast, at vi var nødt til at sætte grænser for tolerance for at beskytte det demokratiske samfund. Han opfordrede til, at vi støttede hinanden i at stoppe det onde i os selv og i samfundsudviklingen, før vi endte som gerningsmænd til frygtelige forbrydelser mod andre mennesker:

”Der er for mange officielle talsmænd og -kvinder fra politiske partier og ministerier, der ægger til mistro, kommer med nedværdigende omtale og på den måde er med til at udstøde medmennesker, som ikke ligner dem, der medvirker i en Morten Korch-film. Det er nemlig ikke nok at være dus med himlens fugle eller kunne hilse på en kronhjort. Vi skal lære at leve med resten af verden, der kommer til os, uanset om det er fra Tyrkiet, Polen eller Chile.”

Søndagsavisen ved Lars Rossen bad den tidligere forbundsformand i SiD og MF for Socialdemokratiet, Hardy Hansen, om at give sin vurdering af Anker Jørgensens styrker og svagheder: "Svagheder? Jamen, har Anker nogle svagheder?" Om styrkerne: Hans store sociale engagement, menneskeligheden og solidaritetsfølelsen, fastslår Hardy Hansen uden at blinke. Nogenlunde samme karakteristika går igen, når man gennemlæser de mange portrætartikler, der i årenes løb er skrevet om Anker Jørgensen, specialarbejderen, der gik hen og blev Danmarks statsminister. Noget andet, der går igen, er den kendsgerning, at ALLE var på fornavn med Anker. Han nåede en folkelig popularitet, de fleste må misunde ham.

I et interview med fagbladet Folkeskolen ved Andrea Bak blev Anker Jørgensen engang spurgt, om han som barn havde nogen forestilling om, hvad han ville være, når han blev voksen:

"Ikke mens jeg gik i skole. Jeg havde ingen ide om, at jeg ville være statsminister, men jeg ville være med i arbejderbevægelsen. Meget tidligt var begrebet arbejderbevægelse et ord, som der var noget trylleagtigt over. Nogle syntes, det var ufint, men jeg havde det modsat - op på en piedestal med begrebet ... Jeg forstod, at der i ethvert samfund er nogen, der har det godt, og nogen, der ikke har det godt. Det er nok for idealistisk, men jeg vil tro, at det var det, der førte mig ind i det politiske.

Og det blev selvfølgeligt understreget af, at jeg havde gået i Vajsenhusets Skole, for vi var jo godt klar over, at vi var Vajsenhusbørn - nogle stakkels fattige børn, selv om vi jo ikke alle sammen var så fattige endda. Men vi var nok alligevel den nederste del af samfundsniveauet ... Så der var noget, der sagde i mig: Det skal ordnes, det her. Og det har jeg så ordnet", siger han og griner lidt: "Gu' har jeg ej, men jeg har forhåbentligt givet et lille bidrag ..."

Læs hele Andrea Baks interview med Anker her.

© 2007-09 Copyright Louis Bülow All Rights Reserved

Forside    |    Kontakt